Camberley 5. november 2010
Hej alle
Efter flyveturen, som endte med en noget hård landing, gik turen til Heathrow med bus. Herfra blev vi kørt resten af vejen af to af klubbens kæmpere. Da vi ankom til judoklubben fik vi en lille rundvisning, samt en vejledning om hvor vi kan købe ind. Efter vi havde købt noget mad, og fået lidt og spise, stod den på første træning.
Træningen bestod af halvanden times randori, hvor alle gav den fuld skrald fra første minut. For at give et billede af niveauet til træning, skal det nævnes at her til daglig træner flere VM samt OL deltagere, som selvfølgelig også har taget medaljer ved disse turneringer.
Dagen i dag begyndte med morgen løb, hvorefter de fleste af klubbens kæmpere rejste til Finland for at deltage i Finish Open. Da vi kun er fire mand tilbage i huset, er der ikke noget træning i aften. Det har vi så valgt at kompensere for, ved at lave vores egen styrke/konditionstræning. Ellers står den bare på afslapning resten af dagen, og klargøring til morgendagens træning.
Judohilsner fra Steffen og Toke
Camberley 6. november 2010
I dag har vores indre GPS været på prøve. Da mange af Camberleys kæmpere er taget til Finland (inkl. Luke) Sendte Luke os ind til Budokwai i London bydelen Chelsea (føj). Turen derind forgik med tog og på gå ben. Vi smuttede forholdsvis tidligt fra Camberley da vi tænkte vi lige ville shoppe lidt. Men efter at være gået i ring et par timer besluttede vi os for bare at smutte ud til træning. Træning var ganske udmærket, og vi fik svedt. I morgen er der hvile dag og den vil blive nydt!
Mange hilsner
Toke og Steffen
Camberley 11. november 2010
Så blev der endelig tid til at skrive lidt igen, som i vil finde ud af har vi haft travlt, og der har desværre ikke været tid til at skrive hjem.
Efter weekenden som ikke bød på vanvittig meget træning, bortset fra noget styrketræning, og træningen i Budokwai, begyndte træningen for alvor i denne uge. Ugen startede således med 6,4 km. løb, med efterfølgende styrketræning, bestående af 200 armstrækkere, 100 ophævninger og 10 ture i rebet. Så skulle man tro at vi havde trænet nok for en dag, men det manglede lige en randori træning med det engelske landshold. Træningen foregik i Dartford Judo Club, som er et nybygget judo center, et opsigtsvækkende sted, og et af de såkaldte ”British Judo Performance Institute.”
Træningen var planlagt så de kæmpere der er udtaget til u23 EM, kan få den optimale optakt, og derfor var stort set alle de bedste engelske kæmpere samlet. For mit eget vedkommende var det optimalt at kunne træne med en af verdens allerbedste -81 kg. kæmpere Euan Burton.
Tirsdag bød ligesom mandag på et hårdt program, dagen startede med teknisk træning med Craig Fallon, som er tidligere Europa- og verdensmester, på samme tid. Træningen bestod hovedsageligt af grebstræning, og diverse taktikker i situationer hvor man normalt ikke ser nogen løsning. Vanvittigt lærerigt. Darcel Yandzi stod, i Luke Prestons fravær, for dagens sene træning. Træningen var mest en konditionstræning, med masser af uchi-komi og randori. Det er virkelig imponerende at en klub i en nødsituation, kan hente en tidligere Europamester ind som reservetræner.
Onsdag mindede en smule om tirsdag, første træning var randori med Craig Fallon, med både ne-wasa og tachi-wasa. For første gang var der altså ne-wasa på programmet. Dagens sene træning var ligesom i mandags randori træning i Dartford, men denne gang var der kommet endnu flere kæmpere til. Bl.a. var Englands bedste -90 kg. kæmper gennem de sidste mange år, Winston Gordon med til træningen. Virkelig en fornøjelse at blive prøvet af på allerhøjeste niveau.
I dag var vi så klar til en hviledag, men det må vente et par dage. Dagen startede kl. 10, som den altid gør, med teknisk træning, denne gang med den hjemvendte Luke. Der blev lagt vægt på individuel teknik, og selvfølgelig med hjælp fra Luke. Enormt effektivt, og man kan virkelig mærke at det er en mand der ved hvad han snakker om. Efter halvanden time, blev der tid til 40 minutters pause, så depoterne kunne blive fyldt, og derefter var det i gang igen. Nu stod den på fysisk træning, 150 armstrækkere, 50 ophævninger og 8 ture i rebet. Og som en bonus i forhold til sidst, skulle vi denne gang lave noget de kalder ”beams,” en øvelse der består i at hænge i de bjælker der ligger på tværs under taget, og så kravle hele vejen over. Det lyder måske nemt nok, men at hænge i fingerspidserne er aldrig nemt.
I aften er der igen randori træning her i Camberley, inden dagen er slut, men der er heldigvis først om nogen timer.
Toke
|