Info » Nyheder » Judo oplevelser » SWOP 2011
Swedish Open 16.-18. september 2011
Som den eneste Vejle-kæmper tog jeg, med landsholdet, til SWOP (Swedish Open) fredag d. 16. september kl. 04. Jeg fandt ud af at Stockholm ligger viiirkelig langt væk! Vi ankom til hotellet ca. 2 timer før indvejningen startede. Jeg skulle bo sammen med Emilie Vegeberg fra Køge, hvilket jeg var 100% tilfreds med. Nøglerne var skiftet ud med nogle kort som bare ALDRIG virkede! Vi var nede og få skiftet dem ud sådan ca. 4 gange hver dag. Efter 1½ time tog vi endelig afsted til indvejningen. Bagagerummet var fyldt op med mad som hurtigt forsvandt lige efter indvejningen. Jeg lå godt i vægtklassen og så kunne cadetterne ellers bare komme an!
 
Jeg stillede op i -70 kg cadet (U17). Der var uheldigvis ikke nogen i cadet så jeg røg i junior (U20) og var fra start klar over at det var en hård vægtklasse at ligge i (især når man ikke er så rutineret som de andre kæmpere). 
I første kamp mødte jeg en svensker som nok var 100.000 meter høj! Hun kæmpede meget kejtet og det var utrolig svært at få fat fordi hun trykkede mig ned med nakkegreb. Hun var strid, stiv og urokkelig så jeg kunne ikke komme ind til andet ind drop. Allerede efter første drop får jeg en shido (dommeren var svensk ligesom hende.. Gad vide om det havde noget med det at gøre?-.-). Vi ryger i gulvkamp hvor hun prøver på armlås. Min arm blev hvor den var og der blev sagt mate. Da vi kommer op i stående kan jeg godt mærke at hun har rykket hårdt i min albue (som jeg for nylig har haft en skade i). Jeg mister mit fokus og bliver passiv, hvilket jeg også får en shido på, og er derfor bagud med en yoko. Da tiden udløber har intet rykket sig på pointtavlen og hun vinder på mine fejl. Vildt nedern! Min albue var hævet op så det var udelukket at skulle kæmpe mere den dag. Øv! Jeg var godt sur resten af dagen over min sølle præstation, selvom jeg da havde fået ros fordi jeg som "førsteårs cadet" (er nu kun aspirant) stillede op i U20.
 
Pigehygge
Om aftenen skulle der for alvor hygges! Vi (dem jeg kørte med) tog ud og spiste mens resten af landsholdet blev og spiste på hotellet. Vi havde det rigtig sjovt og fik set en del af Stockholm - især en 7-eleven eller to... eller syv. Da vi så kom tilbage på hotellet var der rigtig pigehygge på et af værelserne, med (måske lidt for højt) musik og slik, is og en masse usundt adr-badder i lange baner. Alle havde holdt vægt og trængte derfor til et sukkerchok hvilket vi i den grad fik! Det var en virkelig hyggelig aften. 
 
Camp
Næste dag stod den på "camp". En rimlig stor skuffelse at det kun var danskerne, nordmændene, et par svenskere og få tyskere der dukkede op. Det blev alligevel en god træning! Udvalget var ikke så stort så jeg måtte kaste mig over 63'erne og de 70'ere der var tilbage. 
Tyskeren jeg rigtigt skulle kæmpe mod dagen før var der også og selvfølgelig skulle jeg give det et forsøg. Hun var 1 meter høj og 2 meter bred, havde 1. dan og fik sølv i min vægtklasse så jeg var oppe mod hårde odds. Jeg satsede alt da det kun var træning. Intet fungerede for mig og hun fik mig kastet, men da vi bare skulle kæmpe tiden ud fortsatte vi. Jeg forsøgte mig med venstregreb hvilket fungerede optimalt for jeg fik hende kastet i, tro det eller ej, yoko-tomoe-nage - til venstre! Det var virkelig fedt. 
Efter den kamp lå min selvtillid helt oppe under taget, så jeg kastede mig over endnu en med 1. dan. En svensk 63'er. Jeg fortsatte med mit venstre greb. Min uchi-mata blev countet men det skulle ikke stoppe mig, så jeg prøvede uchi-mata igen og den virkede perfekt. 
Jeg fik rigtig meget ud af den træning og oplevede en masse forskelligt judo. Dog ikke helt uden småskader. En lille flænge bag øret, en lettere hævet ankel, et nydeligt blåt øje, min drillende albue og tons af slidsår og blå mærker! Men det var selvfølgelig det hele værd. 
 
Hjemad
Så var det tid til at tage hjem, så vi kørte til Göteborg og tog færgen til Frederikshavn.. hvor de har vildt godt slik, namnamnamnam. Derefter kørte vi til Aalborg, hvor mig og David fra Kolding skulle tage toget mens de andre fortsatte hjem til Skive. Da vi ankom til Aarhus kom min (jeg er ikke engang blevet betalt for at skrive det her) søde og dejlige mor for at hente os så vi ikke skulle vente en time på toget mod Vejle. Jeg var hjemme kl 3 og var godt smadret og træt, så det var ikke sjovt for de andre brobyggere på HHX mandag morgen. Hehe:3 
Alt i alt en rigtig god tur, selvom jeg ødelagde stævnet for mig selv, og jeg ville slet ikke have noget imod at tage afsted med landsholdet igen :)
 
Af Katja L. Petersen
Vejle Judo Klub | DGI Huset Hal 2, Willy Sørensens Plads 5, 7100 Vejle | * CVR 30253205 * NEM konto 9347 4585930658